Højtflyvende guitarspil og smukke musiklandskaber
Jeg var 14 år og allerede stor fan da Hendrix-dobbeltalbummet "Electric Ladyland" udkom.
Een af mine kammerater købte albummet og vi hørte hele molevitten en eftermiddag på hans drengeværelse i VERI-blokken i Vejlby Riisskov. Da pladen var slut, vidste ingen af os hvad vi skulle sige. Min ven foreslog at vi hørte den een gang til.
Bagefter cyklede jeg hjem. Der var sket noget med mig i løbet af den eftermiddag. Jeg havde fået modet til at turde være anderledes end andre.
Her skriver jeg nogle musikalske stikord til fem af skæringerne fra det legendariske album.
af Per Wium, musikjournalist
Voodoo chile
En lang jam på lige knap 15 minutter.
Med gæste-musikere Steve Winwood, Hammond orgel og Jack Cassidy, bas.
Og naturligvis Mitch Mitchell, trommer og Jimi selv på vokal og guitar.
Versene er meget enkle og går bare i én akkord. Kun i slutningen af hver rundgang kommer yderligere to akkorder på. Det er i selve spillet, opbygningen og især dynamikken alt det spændende sker.
Hendrix tager nogle gevaldige flyveture med guitaren, samtidig at han generøst giver plads til de tre medmusikere.
Mitchells trommesolo er et højdepunkt. Både fordi den i sig selv er spændende, men især fordi Hendrix spiller med. Han tager ikke billedet. Han lægger sig ligesom oveni soloen med sit spil. Som en kæmpe rovfugl, der flyver højt over en bjergkæde.
Det er meget tydeligt mod slutningen af de 15 minutter at der er tale om en jam. Slutningen er lettere kaotisk og i hvert fald ikke aftalt og afprøvet. :-)
All along the watchtower
Et stort, stort eksempel på en studie-indspilning, hvor Hendrix spiller flere guitar-roller. Både akkompagnement og højtflyvende solospil.
Burning of the midnight lamp
Jeg lader Jimi få ordet her:
"That's really a song I'm proud of. Some people say this is the worst track we have ever done. I think it is the best. Even if the technique is not great, even if the sound is not clear and even if the lyrics can't be properly heard, this is a song that you often listen to and come back to. I don't play neither piano nor harpsichord, but I had managed to put together all these different sounds. It was the starting point." Jeg er helt enig: Én af hans allerstørste sange. Med en tæt og intens atmosfære, man bliver suget ind i. Med svimlende akkorder. Med (igen) unik brug af wah-wah-pedal.
Voodoo Child (slight return)
Eet af Hendrix' kendingsnumre. Den karakteristiske intro med wah-wah-pedal, stortromme og high-hat er ikonisk.
Og danner åbningen til et powernummer, der i sin substans minder om føromtalte "Voodoo Chile", men meget mere udfarende og uden dynamik som virkemiddel. I stedet er det Hendrix-wah-wah-guitar for fulde gardiner. At spille med denne pedal er ikke bare at træde løs. Det er at bruge effekten i forhold til hver tone og bevægelse. Her var Hendrix suveræn. Startende på den jazz'ede "Up from the skies" fra 1967.
Skæringen her er et flot eksempel på hvor god og innovativ en guitarist, Jimi Hendrix var!
1983 .... (A merman I should turn to be)
Endnu en meget lang skæring. Næsten 12 minutter. I stærk modsætning til sangene fra forgængeren "Axis: bold as love" med dens stramt komponerede tre-minutters tracks.
Det er ikke en tradionel sang med traditionelle formled, vi går ind i her. Det er en stemning, et musikalsk landskab. Med masser af meget stille passager, hvor der næsten ikke sker noget. Men vi bliver hele tiden i stemningen.
Mitch Mitchells trommer spiller - også her - en stor rolle.
Jeg var 14 år og allerede stor fan da Hendrix-dobbeltalbummet "Electric Ladyland" udkom.
Een af mine kammerater købte albummet og vi hørte hele molevitten en eftermiddag på hans drengeværelse i VERI-blokken i Vejlby Riisskov. Da pladen var slut, vidste ingen af os hvad vi skulle sige. Min ven foreslog at vi hørte den een gang til.
Bagefter cyklede jeg hjem. Der var sket noget med mig i løbet af den eftermiddag. Jeg havde fået modet til at turde være anderledes end andre.
Her skriver jeg nogle musikalske stikord til fem af skæringerne fra det legendariske album.
af Per Wium, musikjournalist
Voodoo chile
En lang jam på lige knap 15 minutter.
Med gæste-musikere Steve Winwood, Hammond orgel og Jack Cassidy, bas.
Og naturligvis Mitch Mitchell, trommer og Jimi selv på vokal og guitar.
Versene er meget enkle og går bare i én akkord. Kun i slutningen af hver rundgang kommer yderligere to akkorder på. Det er i selve spillet, opbygningen og især dynamikken alt det spændende sker.
Hendrix tager nogle gevaldige flyveture med guitaren, samtidig at han generøst giver plads til de tre medmusikere.
Mitchells trommesolo er et højdepunkt. Både fordi den i sig selv er spændende, men især fordi Hendrix spiller med. Han tager ikke billedet. Han lægger sig ligesom oveni soloen med sit spil. Som en kæmpe rovfugl, der flyver højt over en bjergkæde.
Det er meget tydeligt mod slutningen af de 15 minutter at der er tale om en jam. Slutningen er lettere kaotisk og i hvert fald ikke aftalt og afprøvet. :-)
All along the watchtower
Et stort, stort eksempel på en studie-indspilning, hvor Hendrix spiller flere guitar-roller. Både akkompagnement og højtflyvende solospil.
Fra
1.43 til 2.50 – dvs. lige godt et minut – viser Hendrix os
hvilken troldmand han var på guitaren. Soloen gennemgår flere faser
og bringer os ind i forskellige universer af guitarlyd. Enkelttoner,
vridning af hele akkorder, stærk brug af wah-wah-pedal,
akkord-solo-spil. Der er det hele på 67 magiske sekunder.
Burning of the midnight lamp
Jeg lader Jimi få ordet her:
"That's really a song I'm proud of. Some people say this is the worst track we have ever done. I think it is the best. Even if the technique is not great, even if the sound is not clear and even if the lyrics can't be properly heard, this is a song that you often listen to and come back to. I don't play neither piano nor harpsichord, but I had managed to put together all these different sounds. It was the starting point." Jeg er helt enig: Én af hans allerstørste sange. Med en tæt og intens atmosfære, man bliver suget ind i. Med svimlende akkorder. Med (igen) unik brug af wah-wah-pedal.
Voodoo Child (slight return)
Eet af Hendrix' kendingsnumre. Den karakteristiske intro med wah-wah-pedal, stortromme og high-hat er ikonisk.
Og danner åbningen til et powernummer, der i sin substans minder om føromtalte "Voodoo Chile", men meget mere udfarende og uden dynamik som virkemiddel. I stedet er det Hendrix-wah-wah-guitar for fulde gardiner. At spille med denne pedal er ikke bare at træde løs. Det er at bruge effekten i forhold til hver tone og bevægelse. Her var Hendrix suveræn. Startende på den jazz'ede "Up from the skies" fra 1967.
Skæringen her er et flot eksempel på hvor god og innovativ en guitarist, Jimi Hendrix var!
1983 .... (A merman I should turn to be)
Endnu en meget lang skæring. Næsten 12 minutter. I stærk modsætning til sangene fra forgængeren "Axis: bold as love" med dens stramt komponerede tre-minutters tracks.
Det er ikke en tradionel sang med traditionelle formled, vi går ind i her. Det er en stemning, et musikalsk landskab. Med masser af meget stille passager, hvor der næsten ikke sker noget. Men vi bliver hele tiden i stemningen.
Mitch Mitchells trommer spiller - også her - en stor rolle.
Kommentarer
Send en kommentar